Bøger i Grækenland: I Athen drikker bevægelsen Martini

KULTUR 10. AUG. 2014 KL. 17.19
ny_B_GER_europakort_867162w

Forfatterne samler sig under oliventræet. Måske en ny kritisk kultur er på menukortet.

 

Forladt. Kvinden på billedet er en af de kunstnere, der arbejder på et besat teater.
FORLADT. Kvinden på billedet er en af de kunstnere, der arbejder på et besat teater.
DEL GEM TIL LISTE
Matthias Dressler-Bredsdorff MATTHIAS DRESSLER-BREDSDORFF
SERIE
Stemmer fra europa
Mange steder i Europa er hverdagen præget af social opløsning og politisk krise. Der mangler jobs, men mangler der også visioner?

Matthias Dressler-Bredsdorff taler med unge forfattere, dramatikere, kunstnere og studerende på en interrailrejse, der tager ham til kritiske stemmer i Spanien, Frankrig, Østrig, Rumænien og Grækenland.

NY_Mathias_867166y
Turen er led i Politikens Talks, debatinitiativet, avisen søsatte tidligere på året. I dag slutter turen. I Grækenland.
Europa stopper ved Ural, siger man. Det har det gjort længe, og nu gør det, det igen.

Men ikke i de sidste par år. Krisens år. Der er Europa endt i Kulata, en støvet grænseflække i det allersydligste Bulgarien. På nippet til Grækenland, hvor Europa startede for et par tusinde år siden, er toget stoppet, holder inde, venter, og kører så tilbage mod Sofia.

Grækenland, udskrevet af unionens åresystem; Grækenland, en fod hugget af kontinents transportkrop; Grækenland, ah, men man kan jo altid flyve?

Det var først i maj, at grænsebommene igen løftede sig og den internationale togtrafik igen blev genoptaget. Nu stopper Europa igen i Ural.

Med Sozita Gouduna, stifter af Greek Left Review og flammehåret dronning af den atheniensiske kulturscene, går jeg over Syntagma-pladsen i Athens midte. En måneds togrejse rundt i Europas afkroge for at finde nye stemmer har nået sit sidste stop.

LÆS OGSÅBøger på interrail: I Frankrig er avantgarden flyttet på landet

Nye stemmer: Det er sådan nogen Sozita har taget det på sig selv at finde til mig, forfattere, der kan fortælle hele den store histore om krise og gendannelse, men det er ikke til at støve nogen op.

»De er alle sammen ude på øerne,« siger hun fortvivlet. Ude og sole sig på Kos og drikke vin til 1 euro glasset, og skrive en synopsis til deres næste roman. Så ringer telefonen: »Ah, Kostapopolous! Ja, ja vi kommer til Papagalino. Nej, Hominedes kunne ikke komme, han skriver efter 8, sagde han. Men Kios er der? Godt, vi kommer, ciao ciao«.

»Du skal møde Kostapopolous,« siger Sozita og smiler, »Han er dygtig. Han har en bevægelse«.

Lord Byron i Athen
Et par dage forinden mødet med Sozita Gouduna, går jeg rundt i Exarcheias-kvarterets plakat-tilplastrede gader. Jeg er ikke alene. Her er tyskere, amerikanere, englændere.

De leder, ligesom jeg. I små passager, på fællesmøder på torvene, i gadegallerier og på teaterscernerne, der er poppet op i de besatte huse rundt omkring i bydelen. De leder efter alternativer, modstand, og kunst de kan købe. Grækenland: Katastrofeturisme og strandferie i en pakke.

Athen har altid været en populær destination for europæiske intellektuelle. I starten af det 19. århundrede var det philhellenerne, der drog herned og ledte efter nøglen til deres egen kultur, mens de skrev rytmiske digte om oldtiden og om frihed fra undertrykkelse.

Enkelte, såsom Lord Byron, lagde endda pennen til side, tog rustning på og drog sværdet frem, for at deltage aktivt i uafhængighedskampen fra det ottomanske rige.

GADEN. Gadekunst i Exarcheia.

Sådan sker det også i dag, omend imperiet har skiftet hovedstad fra Konstantinopel til Bruxelles, og de tilrejsende har skiftet sværd ud med kameraer og pen ud med performance art.

De tager til Athen for at forsøge at forstå deres egen tid ved at forsøge at forstå Grækenland. De kommer for at undersøge et spørgsmål, som jeg også har undersøgt de sidste par uger: Hvordan en kultur reagerer, når den rammes af en krise.

Det sidste har Georgos Papadopoulos et svar på. Han er kunstner, ph.d. i økonomi, og har undersøgt, hvordan den græske kultur har forandret sig siden krisen. Over en Skype-forbindelse forklarer han, at det ikke bare var økonomien, der gik under i 2008, men et helt værdisystem.

»Det vigtigste der skete var, at fra det ene øjeblik til det andet kollapsede mainstreamkulturen. Der var ikke længere var en økonomisk infrastruktur til at understøtte den. Popmusik og underholdning, hele industrien gik i knæ fra den ene dag til den anden. På den ene side fordi folk simpelthen ikke havde råd til at købe produkterne mere, på den anden side, fordi man associerede den type kultur med den mentalitet der ledte til krisen: Køb det her, så bliver du succesfuld. Det var jo den hedonisme, der ledte Grækenland ud i det her morads«.

Papadopoulos siger, at der i stedet er vokset noget nyt op på den plads der før blev indtaget af mainstreamkultur.

»Grækerne har altid været et meget kulturelt folkefærd. Så da den officielle forbrugerkultur brød sammen, så var det ikke sådan at folk holdt op med at efterspørge kultur, den var bare ikke til rådighed i samme omfang. Det åbnede et rum for nyskabelse, kulturen er blevet community-baseret. Teatre og selvstyrede huse er åbnet op i de forladte bygninger, og det er ikke bare unge, der bruger dem, men hele nabolaget. Vi er gået fra en iagttagerkultur til en deltagerkultur«.

LÆS OGSÅBøger i Madrid: »Krisen har været skidt for meget, men god for kunsten«

Og sådan spejler Grækenland sig i Spanien, for præcist det udsagn hørte jeg også fra en måned siden i Madrid.

I følge Papadopoulos er det ikke bare stederne, hvor kulturen finder sted, der har ændret sig, men også indholdet:

»Særligt de visuelle kunstarter er blevet mere eksperimenterende, og kritiske ikke mindst. Nu er det næsten blevet kanon, at hvis du er kunster, så skal du lave et eller andet der er kritisk overfor den økonomiske og politiske situation«.

Udlændingene, der kommer til Athen for at finde kritisk kunst har Papadopoulos også stødt ind i.

»Der er meget funding der kommer udefra. Fra nord-Europa. Så kommer Goethe-instituttet, universiteterne og kunstkøberne herned, og de vil alle sammen have autentisk, græsk kritisk kunst. Det reagerer kunsterne selvfølgelig på, fordi det er der, pengene er. Så på den måde er kunsten, igen, blevet underordnet markedet.«

Weird wave før krisen
En af dem, der om nogen har levet op til forventningen om autentisk, græsk, kritisk kunst er producenten og filminstruktøren Athina Tsingari. Ikke at hun nødvendigvis vil være ved det.

»Jeg har et problem med den kulturelle exploitation af krisen,« siger hun gennem mørke briller, fra en tagterasse med kig til Parthenon. De film hun har været med til at lave, er ellers blevet læst som nogle af krisens mest interessante produkter:

‘Dogtooth’, ‘Attenberg’, ‘Alperne’. Græsk weird-wave kalder nogen det. Kroppe, der slår knuder på sig selv. Ord, der har mistet deres referencepunkt til virkeligheden. De er børn selv om de er voksne, karaktererne i Tsingaris film. Alting skal de lære på ny.

Hvordan man spiser, hvordan man taler og hvordan man har sex. Intet falder naturligt, som om der har indtruffet en katastrofe, der har bragt verden på vildspor. Er det ikke også situationen for Grækenland, at erfaring og vane pludselig ikke er noget værd, at gårsdagens sprog ikke giver mening?

LÆS OGSÅPå litterær interrail: I Østrig lever man stadig i en komatøs boble

»Hmm,« Tsingari værger sig lidt. »Vi begyndte jo faktisk at lave de her film før krisen var officiel, før den var økonomisk i hvert fald, men sådan noget sker selvfølgeligt ikke fra den ene dag til den anden. Der har været noget, der ulmede under overfladen i lang tid. Men jo, det er da film, der, bl.a. handler om modstand, om at finde et sprog, hvor man kan være sig selv – selv om det betyder man skal kravle rundt på jorden som et dyr, som Marina gør det i ‘Attenberg’«.

Vil man forstå den græske krise og hendes film, forklarer hun, gør man klogt i at se på historien.

MINIUDGAVE. Lille parthenon på øen Ægina.
»Man glemmer at Grækenland er en meget ung selvstændig nationalstat, der stadig kæmper med sin identitet. Vi var 400 år under det ottomanske rige, derefter havde vi en tysk konge, så kom fascismen og militærdiktaturet. Der har altid været den her splittelse i Grækenland. Vi er imellem identiteter. Også i dag. Vi befinder os i en eksistentiel krise, som vi i opgangsårene forsøgte at fylde med hurtig rigdom.«

Skal grækerne rykke ved den eksistentielle krise, argumenterer hun, skal de kigge indad.

»Ændrer vi familien ændrer vi staten. Der skal vi starte. Paternalismen i de græske familier er parallel til den måde samfundet fungerer på. Jeg håber det vil ændre sig. Lige nu er Grækenland et ødelagt land. Det eneste vi kan sælge er et manufaktureret løfte om midlertidig lykke under solen.« Tsingari peger op på Parthenon, der funkler i middagssolen. »Vi skal passe på vi ikke bliver et fossil, ligesom det der deroppe«.

Magikere
Igennem Athens trafikerede nat dirigerer Sozita Gouduna bilen fra bagsædet: »Vi skal forbi hotel Odeon, hvor modellerne bor, så kommer vi til forfatterrestauranten«. Hun kigger på mig. »Nu skal jeg vise dig dem!«

Inde under oliventræerne sidder de. Den samlede græske forfatterstand, minus de ferierende. Flere kunstnere samlet på et sted, end jeg har set på en hel måned i Spanien, Frankrig, Østrig og Rumænien. Et regulært symposium.

Sozita introducerer: »Her er Thomas Kiaos, han er en genial digter, men meget mut, med mindre du tiltaler ham på tysk. Og der er Griffin en filminstruktør, der kom hertil fra Berlin for en uge, og indtil videre er blevet i et halvt år. Han har altid mørke briller på, selv om natten, men det skal du ikke tage dig af«.

LÆS OGSÅBøger i Rumænien: »Vi er færdige med at være passivt desillusionerede«

Sozita holder inde et øjeblik, og peger så på en høj mand i et hvidt linned-jakkesæt, der sidder og vinker umotiveret til forbipasserende. »Ah, og det er Kostapopolus, det er ham, der har en bevægelse«. Endelig, efter en måneds rejse på min allersidste dag, der finder jeg den. Bevægelsen.

Jeg har set den før i forskellige former. Den var der også i Madrid. En bevægelse, der ville skabe »radikalt demokrati«. Et folkestyre, hvor det at vælge ikke bare er en forteelse hvert fjerde år, men noget hverdagsligt, folk udformer sammen i kvarterernes lokale forsamlinger.

Hvor det at være politiker ikke er noget, nogen er, men noget alle er. Jeg fandt også en litteratur, der forsøgte at afspejle dette.

Den var der i Frankrig, har nok altid været der i Frankrig, bevægelsen i dens mest praktiske forstand. En bølge, der har taget utopister og digtere ud til landet for at virkeliggøre en syntese mellem kunst og liv.

Også i Rumænien var den der. Bølgen i skikkelse af et civilsamfund, der endelig er ved at rejse sig, og en generation, der var ved at frigøre sig fra fortidens spøgelser.

Over den sidste måned har jeg stødt ind i dem gang på gang. Bevægelserne. De kommer vel, hvis man kigger efter dem. Alligevel har jeg på en måneds rejse aldrig stødt ind i dem i så kondenseret form, som her i Grækenland.

Overfor mig sidder bevægelsen. Den drikker Martini. Jeg er ved at gå til at glæde.

»Og din bevægelse,« spørger jeg Kostapopolous pumpende med energi, »har den noget at gøre med krisen?«.

Kostapopolous kigger på mig med stor afsky. »Nej, er du sindssyg. Det er en bevægelse for at holde Athens restauranter sommeråbent. Os der bliver tilbage skal ikke være slaver af at alle er taget til øerne«.

»Ser du«, smiler han og lader hånden dansen, som i et trylletrick: »Vi forfattere, må du forstå, vi er ikke politikere. Vi er magikere«.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s